Fri grundskole med specialundervisningsprofil
Inkluderende fællesskab
Hammerum Friskole har er en høj prioritering i at fastholde eleverne i både det sociale og faglige fællesskab.
Vi tilstræber, at den specialpædagogiske indsats bliver tilrettelagt i den almindelige klasse med den nødvendige støtte og hjælpemidler, bl.a. af hensyn til elevens sociale trivsel. Hvis det vurderes, at eleven i kortere eller længere tid profiterer bedre af specialpædagogisk tilrettelagt undervisning på mindre hold, opretter skolen forløb i udvalgte fag, emner eller lektioner, ligesom der også kan tilrettelægges individuelle forløb. Undervisningens sigte er at styrke elevens muligheder for at indgå i det almindelige læringsfællesskab.
Særligt tilrettelagt undervisning
På friskolen vil specialundervisningen være målrettet elever, som i en kortere eller længere periode har brug for at modtage særligt tilrettelagt undervisning i almenklasserne, på små hold eller individuelt, og som vurderes at kunne nå de fastsatte slutmål og modtage en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Det er en målsætning for friskolen, at eleverne gennemfører folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse.
Vi prioriterer at have flere undervisere tilstede i klasserummet, hvilket både kan være lærere, pædagoger og pædagogiske undervisningsassistenter. Skoledagen for elever med et specialpædagogisk behov er præget af tydelige rammer, struktur og forudsigelighed samt et fast grundskema. Undervisningen differentieres altid efter elevernes behov samt faglige niveau, og elevernes interesser imødekommes.
Målgruppen for specialundervisningsprofilen
Friskolens forventede målgrupper, ifm. specialundervisningsprofilen, er værende elever fra 0.-9. klasse med opmærksomhedsforstyrrelser, socio-emotionelle vanskeligheder, elever med angst samt specifikke kognitive vanskeligheder, der påvirker elevens generelle forudsætninger for læring.
Certificeringens gældende periode
Certificeringen har virkning fra den 1. januar 2024 og udløber den 31. december 2028.